Boligområdet tilbød lys, luft og trivsel væk fra storbyen, og gode løsninger til den travle udearbejdende husmor, der både kunne bestille babysitning og vaskeri service i portnerskranken. Børnene kunne boltre sig trygt på legepladser og i de tilhørende daginstitutioner, hvor kørende trafik var separeret fra boligernes friarealer. De store parkeringsarealer under bebyggelsen og nærheden til S-tog opfyldte familiens behov for let tilgang til transport og mobilitet til byen.
Derudover bød boligområdet både på klubber med fritidsaktiviteter, grillbar, beboerhotel, vaske- og renseri, nærbutik og et omsorgscenter for de ældre beboere.
Taastrupgaards struktur og funktioner er skitseret med inspiration fra den schweiziske arkitekt Le Cobursier’s tanker om det modernistiske boligcenter, hvor alle funktioner var indenfor rækkevidde og det kun var nødvendigt at forlade området for at gå på arbejde.
Selve bebyggelsen er et eksempel på 1970’ernes storskala montagebyggerier opført med 38 blokke i beton. Blokkene centrerer sig om livet i afdelingen og mellem blokkene, med afskærmning mod den omkringliggende by og trafikseparering af de bløde og hårde trafikanter, så børn kunne lege sikkert og trygt.
Det viser sig dog hurtigt, at i konkurrence med forstadens mange nye parcelhuse, er boligbyer som Taastrupgaard ikke er beboernes foretrukne boligform. Med lave renter og gode muligheder for boliglån, får Taastrupgaard hård konkurrence, og ved afdelingens 10-års jubilæum har der både været udfordringer med omfangsrige byggeskader, og konstante udlejningsproblemer, med huslejetab der dækkes af beboerne.
Boligområdets udfordringer inspirerede til forskellige transformationer gennem årene. I den første forandring blev de grå betonblokke malet i pastelfarver, for at opdele afdelingen i mindre områder og skabe genkendelighed. Siden fik blokkene sadeltag for at give dem et mere bymæssigt udtryk. Med et stort miljøprojekt nedlagde man parkeringskældrene, lavede enkelte gennembrud langblokken med bedre visuel kobling mellem den omkringliggende by og afdelingen, og malede blokkene lysegule. Samtidig blev udeområderne tilført grønne ophold og nye legepladser.
Den største forandring af Taastrupgaard er dog den, som afdelingen går gennem i disse år. Med ’Fremtidens Taastrupgaard’ udrulles en udviklingsplan, der omfatter en reduktion af antallet af familieboliger og en gennemgribende modernisering af de resterende boliger.
